Fra medarbejder til medejer.
Hos Gråkjær kan medarbejderne blive medejere.
48 procent af Gråkjær ejes af medarbejderne. I 2022 besluttede John Gråkjær nemlig at overdrage næsten halvdelen af virksomhedens aktier til de ansatte. Alle funktionærer, der har været ansat i minimum 12 måneder, får tilbuddet. Og de fleste siger ja.
”Vi er blevet et stærkt navn i branchen, fordi vi har haft de rigtige folk på de rigtige pladser. Sådan skal det gerne blive ved med at være. Derfor besluttede vi at gøre medarbejderne til medejere. Aktieprogrammet skal motivere og fastholde de dygtige folk, vi har. Og så er det en anerkendelse af den indsats, de yder hver dag”, siger John Gråkjær.
Sådan fungerer det.
Medarbejderaktierne ejes samlet gennem et medarbejderselskab. Det betyder, at man som medejer har andel i Gråkjærs samlede udvikling og værdiskabelse. Familien Gråkjær har aktiemajoriteten på 52 procent, mens medarbejdere tilsammen ejer de resterende 48 procent. Alle funktionærer i Gråkjær-koncernen kan deltage. Det eneste krav er minimum 12 måneders ansættelse.
Anerkendelse i praksis.
Gråkjær har bygget mere end 4.000 projekter siden 1973. Det kræver folk, der ved, hvad de laver, og som har lyst til at udføre deres arbejde ordentligt. Medarbejderaktierne er en anerkendelse af det, medarbejderne leverer i dagligdagen.
Søren Christensen er projekteringsleder hos Gråkjær og én af dem, der har sagt ja til at blive medejer.
Det ændrer noget ved måden, man ser sit arbejde på. Som ansat har man nok altid en interesse i, at tingene går godt. Men med medarbejderaktierne er den interesse blevet helt konkret. Samtidig gør det mig rigtig stolt at arbejde et sted, hvor den indsats, man yder både bliver bemærket og belønnet.
Søren ChristensenProjekterings- og bæredygtighedsleder, Gråkjær
Hvorfor Gråkjær?
Byggebranchen mangler kvalificerede folk, og konkurrencen om dem er hård. Hos Gråkjær får du ikke bare et job. Efter et års ansættelse kan du vælge at blive medejer af den virksomhed, du er med til at bygge op. Det betyder, at din faglighed og dit engagement også arbejder for dig, ikke kun for virksomheden.
Grundlagt på vestjyske værdier.
Beslutningen om medarbejderaktierne handler om at fastholde og tiltrække dygtige folk. Den handler også om, hvilken virksomhed Gråkjær er. Det er en arbejdsplads, hvor et ord er et ord, og hvor handling tæller mere end snak.
Se vores ledige stillinger, og find ud af, om Gråkjær er det rigtige sted for dig.