Fortsæt til indhold

Gråkjær skal bygge almene ungdomsboliger i Valby

17.12.2025 #Nyheder
Pressemeddelse

Gråkjær skal bygge almene ungdomsboliger i Valby

Gråkjær Erhverv A/S har netop indgået aftale med Hovedstadens almennyttige Boligselskab om opførelsen af 74 almene ungdomsboliger på Toftegårds Plads i Valby. Fire totalentreprenører var prækvalificerede til konkurrencen om byggeriet, men efter en samlet vurdering af funktion, kvalitet og organisation blev Gråkjærs løsning valgt som det, der bedst indfriede bygherres ambitioner for projektet.

Udtalelse

Vi er naturligvis meget stolte af at vinde så vigtigt et projekt. Ungdomsboliger er en mangelvare i Københavnsområdet, og her får vi mulighed for både at bidrage til flere boliger og til den fortsatte udvikling af byrummet på Toftegårds Plads. Vi har mange års erfaring med at opføre komplekse boligprojekter, og den erfaring ser vi frem til at bringe i spil, så vi kan levere et projekt, der indfrier ambitionerne.

Henrik Bastrup Skaarup
CEO, Gråkjær

Boligprojektet omfatter 74 almene ungdomsboliger, fordelt på godt 3.500 m² og opføres i overensstemmelse med kravene til DGNB-certificering. Ungdomsboligerne opføres som gennemlyste 1-værelses lejligheder med adgang via svalegange.

Byggeriet opføres som en slangeformet bygningskrop, med et tydeligt arkitektonisk formsprog, der falder godt ind i byrummet. Facaden udføres i en kombination af tegl, træ og fibercement, der giver bygningen et varmt og imødekommende udtryk. I stueplan indrettes der både fællesrum og læserum, som skal understøtte et stærkt socialt miljø i bebyggelsen og give gode rammer for et aktivt ungdomsliv og møder på tværs.
 

Udtalelse

Projektet i Valby er vigtigt, fordi det både tilfører området nye almene ungdomsboliger og bidrager til udviklingen af et attraktivt bymiljø med afsæt i kommunens ambitiøse helhedsplan for pladsen.
Det understøtter vores ambition om at skabe flere boliger til unge og samtidig være med til at forme et levende og trygt område. Vi har gode erfaringer med samarbejdet med Gråkjær og har derfor store forventninger til at realisere projektet på Hanne Varmings Plads syd for Toftegårds Plads. Sammen vil vi skabe gode rammer for beboerne, og et byggeri, der får betydning for hele bydelen.

Birgitte S. Kortegaard
Formand for Hovedstadens almennyttige Boligselskab


På svalegangene etableres plantekasser med integrerede wire-espalierer til klatreplanter. Det giver beboerne mulighed for at dyrke det grønne lige uden for hoveddøren og se bygningen udvikle sig over tid. Desuden etableres der små opholdslommer ved plantekasserne, som inviterer til uformelt fællesskab mellem beboerne. På tagetagen etableres der en tagterrasse, og den omkringliggende tagflade begrønnes med mos-sedum. Byggeriets svungne form, materialevalget og de grønne detaljer understøtter visionen om et levende og trygt bymiljø.

Byggeriet udføres i samarbejde med skala architecture og OBH Rådgivende Ingeniører. Projekteringen er i fuld gang, og byggeriet forventes påbegyndt primo 2027 og afleveret medio 2029.